Kløften mellem rig og fattig mindskes
BOLIGPRISERNE falder, og det fortsætter de med et stykke tid endnu.
Så langt er økonomerne enige. Men hvor nogle forudser en
blød landing, før det igen går opad i 2010, advarer
andre om, at boligkrisen kun lige er begyndt. Og at prisen på huse
og ejerlejligheder skal ned med mindst femogtyve procent, før bunden
er nået.
Ingen håber naturligvis på pludselige og drastiske prisfald.
Boligmarkedet er en hjørnesten i enhver nationaløkonomi.
Se bare skrækeksemplet USA, hvor problemerne med subprime-lånene
sidste sommer sendte chokbølger gennem den internationale finansverden,
og hvor regeringen netop har måttet overtage kontrollen med de kriseramte
realkreditgiganter, Fannie Mae og Freddie Mac.
Ganske vist er dansk økonomi i almindelighed og realkreditsystemet
i særdeleshed sundere end det amerikanske, men det betyder ikke,
at nedturen på det hjemlige boligmarked, ikke kan udvikle sig til
det værre. Og styrtdykker huspriserne, risikerer i titusindvis at
ryge på tvangsauktion, fordi de er teknisk insolvente, dvs. gælden
er større end boligens værdi. Bankerne lukker for pengekassen,
forbruget går i stå, ledigheden stiger, recessionen kan bide
sig fast og måske udvikle sig til en decideret depression.
NÅR DET ER SAGT, er vendingen på det danske boligmarkedet
måske ikke så skidt endda. Efter en årrække med
stigninger, er priserne på ejerlejligheder samt parcel- og rækkehuse
ifølge Realkreditrådet nu henholdsvis 8,6 og 3,9 procent
lavere end for et år siden. Tallene dækker over stigninger
i dele af Jylland og prisfald i Storkøbenhavn, Nord- og Østsjælland
på ti procent. Det lyder måske voldsomt. Imidlertid er det
især i de områder, priserne er eksploderet, så lærere,
sygeplejersker og andre almindelige lønmodtagere ikke har mulighed
for at købe bolig der.
Boligmarkedet er konjunkturfølsomt, og prisen på fast ejendom
har altid svinget, men udviklingen i det nye årtusinde har været
ekstrem. På få år sendte en cocktail bestående
af historisk lav rente, fald i ledigheden og stigende lønninger,
kombineret med skattestop og liberalisering af realkreditmarkedet priserne
på himmelflugt. Først kom flekslånene, og med de afdragsfrie
lån fra oktober 2003 gik det for alvor løs. Alene de tre
første måneder af 2004 blev ejerlejlighederne ifølge
Danmarks Statistik 5,1 procent dyrere. Derefter steg de over tyve procent
på et år, det samme gjorde sommerhusene, og priserne fortsatte
opad. Konsekvensen var at, som det hedder i regeringens finanslovsredegørelse,
danskernes ”direkte ejede formue”, fra slutningen af 2002 til slutningen
af 2006 blev fordoblet. En udvikling, der ikke mindst skyldtes prisudviklingen
på ejerboligmarkedet, og, som det også fremgår af redegørelsen,
bidrog ”til stigningen i det private forbrug”. Eller med andre ord: Danskerne,
dvs. først og fremmest boligejerne, blev inviteret til en hidtil
uset forbrugsfest, baseret på gigantiske stigninger i friværdien.
Og det er den fest, der nu er ved at ebbe ud.
PÅ DE FIRE ÅR fik Danmark flere mangemillionærer, og
mange flere millionærer. Boligejere, der havde købt på
”det rigtige tidspunkt” blev rige på rekordtid uden at røre
en finger. Og i modsætning til dem, der i samme periode tjente tykt
på aktier, skulle der ikke betales så meget som en krone i
skat, når de ”tog gevinsten hjem”. Og de, der ikke skulle sælge,
kunne alligevel grine hele vejen til banken, hvor de kunne veksle friværdien
til samtalekøkkener, firhjulstrækkere og rejser.
Imens kunne de ikke-inviterede tabere se misundeligt til. Alle de stakkels
lejere, der sparede op, mens de ventede på, at priserne skulle falde,
så de kunne købe. Og så selvfølgelig de uheldige,
der akkurat nåede at gøre det, før nedturen begyndte.
Ser man bort fra de sidste, må priserne faktisk gerne falde lidt
mere. Så kløften mellem rig og fattig igen kan blive mindre.
Og det igen kan blive muligt for almindelige lønmodtagere at slå
sig ned i områder, de ikke har haft adgang til, mens festen var
på sit højeste.
Bragt i Politiken 12.09.2008
|
