Snak om pengene
Danskerne gifter sig i stor stil. Og vi bliver skilt som aldrig før.
Ifølge dugfriske tal fra Danmarks Statistik var 2003 året
med flest skilsmisser nogensinde. Mens 35.041 par sagde ja til hinanden,
gik 15.763 ægtepar fra hinanden. For hver gang tyve par gifter sig,
bliver ni par skilt. Hertil kommer de utallige papirløse forhold,
der går i stykker.
At så mange bliver skilt, er der er mange grunde til, og på
flere måder spiller økonomien en rolle. I dag kan danske
kvinder forsørge sig selv, og ingen behøver derfor blive
i et dårligt ægteskab. Og ifølge en interviewundersøgelse
fra Socialforskningsinstituttet sagde hver tredje kvinde, at uenighed
om penge var stærkt medvirkende til, at ægteskabet ikke holdt.
Blandt mændene var det hver femte.
Måske er en af grundene til, at det går galt, at mange par
ikke før de flytter sammen eller gifter sig, får talt om,
hvordan de vil indrette sig økonomisk. Penge er ikke noget, man
taler om, og på grund af "kærlighedsmyten" er det
slet ikke legitimt at tale om dem i parforholdet. Herregud, vi elsker
hinanden, og så skal vi da ikke tale om noget så prosaisk
som penge, lyder det forarget, hvis man spørger forelskede par,
hvordan de indretter sig økonomisk. Med til myten hører
også forestillingen om, at man har ens behov og ønsker, at
man er fælles om alt og enige om alt, og at det praktiske og økonomiske
derfor falder på plads af sig selv. Og det gør det måske
nok - i starten.
Når ikke man taler om økonomien, er det ikke ensbetydende
med, at der ikke sker en økonomisk prioritering eller organisering.
Den foregår så bare ubevidst og med udgangspunkt i parternes
tidligere erfaringer. Og pludseligt og umærkeligt er det blevet
ham, der tager sig af selvangivelser, realkreditlån og pensionsopsparing.
Mens hun styrer husholdningspengene.
Ikke at det ikke kan fungere. Det kan det godt. Men hvorfor ikke fra starten
tage den bevidste snak om, hvordan man bedst indretter sig?
Så kan man også sammen beslutte sig for, hvilken økonomi-model,
man foretrækker: Fællesøkonomien, hvor man blander
alt sammen. Separatøkonomien, hvor man hver især beholder
egne penge, men betaler fælles udgifter. Eller den "solidariske
overskudsdeling", hvor man slår de to indtægter sammen
og deler overskuddet mellem sig, når fællesudgifterne er betalt.
Tager man den kontante snak, får man også mulighed for overordnet
at drøfte, hvilke værdier, man vil bygge på: Skal der
være råd til at rejse? At arbejde mindre? Og skal der være
luft i budgettet, til at man kan blive i boligen, selv om den ene skulle
blive arbejdsløs i en periode?
Når det er naturligt at tale om penge, er det også indlysende,
at man taler om de juridisk-økonomiske aspekter af samlivet.
· Om det er rimeligt at fortsætte med at leve papirløst,
når man får børn, og den ene i årevis går
ned i tid og løn for at passe dem.
· Om formuefællesskabet, som man automatisk får, når
man gifter sig, nu også er mest velegnet til dine-mine-vores-børn-modellen.
For ikke at tale om, hvis den ene har gæld.
· Om hvordan man hver især er stillet, hvis den ene dør,
eller man går fra hinanden.
Ved løbende at tage økonomisnakken, undgår man eventuelle
ubehagelige overraskelser, hvis kærligheden alligevel ikke holder.
Og man sikrer, at noget så prosaisk som penge ikke bliver det stridspunkt,
der får det hele til at ramle. Når nu man elsker hinanden.
Bragt i MetroXpress 01.06.04
|
